Aktuel kommentar ved Asger Lorentsen 26.4.2010

De mange skandaler i forbindelse med katolske præsters seksuelle misbrug af drenge er ikke overraskende for kendere af kirken. Allerede i slutningen af 1980-erne rullede skandaler om vold og pædofili over medierne i Australien og hundreder stod frem og fortalte om livet i mange lukkede miljøer i klostre, skoler og kor. Hvad der harmede australierne mest i den bølge var de mange historier om præster der – efter at have forgrebet sig – ikke blev afskediget, men blot overført til andre klostre, skoler og menigheder, hvor overgrebene fortsatte. Nu er bølgen af afsløringer kommet til bl.a. USA, Irland, Tyskland og Østrig, og bølgen er denne gang så kraftig, at tendensen i disse lande er, at kirken mister lige så mange medlemmer på en måned som tidligere på et år, og en undersøgelse i Tyskland viser, at hver fjerde katolik lige nu overvejer at forlade den katolske kirke. Hvorfor er netop denne kirke så infiltreret af pædofili og andre overgreb? Hvorfor kommer afsløringerne netop nu? Og er dette begyndelsen til enden for kirken?

De fleste der både kender de miljøer, som overgrebene er foregået i, og som samtidigt søger at se miljøerne med det samtidige samfunds briller peger på, at årsagen ligger i kombinationer af

cølibat (Allerede Luther opfordrede præsterne til at gifte sig og der er næsten ingen sex-skandaler i den protestantiske kirke)
mandeklub-agtige miljøer med solidaritet og fælles hemmeligheder
mangel på feminine præster og feminine værdier
hierarkiske strukturer, der forbyder åben kritik, bliver respekteret – selv når et lands love brydes
mangel på individualisme i forhold på gruppepres, dogmatik og vanetænkning.

Samfundsmæssigt set har kirken i de vestlige lande det problem, at denne type lukkede strukturer længe har været under opbrud, og at kirken kun har åbnet sig ganske lidt for de sidste 100 års kvindefrigørelse, beskyttelse af de svage, åbne meningsudvekslinger og frie ånd. I forhold til de fornyende impulser, der siden 1700-tallet er gået gennem den vestlige kultur med vægt på fri tænkning, åbenhed, demokrati, kvindefrigørelse og retfærdighed, er kirken næsten 200 år efter sin tid.

I forhold til sin åndelige opgave har kirken den udfordring, at mange af de repræsentanter, der står på prædikestolen, har fået lov til det, selv om de forbryder sig mod landets love og tydeligvis ikke har søgt at leve efter den lære som de prædiker. Her kan vi tale om misbrug af åndelig autoritet, der langt overgår farisæertypens misbrug på Jesu tid. Og kirken har indtil nu i alt for høj grad valgt at beskytte sit image frem for at beskytte sine svageste.

En åndelig analyse viser

Cølibatets tid allerede er forbi set fra de nye impulser, der skaber idealer om praktisk spiritualitet inkl at det spirituelle skal ind i familielivet og vi skal ikke i himlen: Den Nye Tidsalders motto er praktisk mystik, og rigdom af menneskelige kvaliteter stimuleres som mere værdifuld end renhed hentet ved tilbagetrækning fra menneskelivet.
Cølibat er kun naturlig fra midt mellem den 3. og 4. indvielse samt i visse inkarnationer, hvor seksualkraften sublimeres til de højere chakraer, hvor den blokeres pga. traumer eller hvor den lukkes af ved et højere styres indgriben for ikke at forstyrre udviklingen af andre kvaliteter.
Et lukket mandemiljø stimulerer hos mange en tendens til homoseksualitet, som ikke er naturlig. Der er iflg. A. A. Bailey 3 typer homoseksuelle: 1. De naturligt homoseksuelle, som vil forblive i denne polaritet i hele evolutionen. 2. De der er tilført homoseksualitet pga et særligt miljø og som skal vende tilbage til heteroseksualitet. 3. De der er så dobbelt-polede, at det er vanskeligt at vælge køn. Det er udviklingen i den midterste gruppe, som kirken har et særligt ansvar for, da det viser sig, at langt de fleste overgreb foregår på drenge, og at der er 2-3 gange så mange homoseksuelle præster i den katolske kirke, som i befolkningen som helhed.
Ingen religion kan overleve det 21. århundrede, som ikke integrerer idealer om praktisk mystik, den kærlighed der deler med hinanden, selvstændighed, åndelig frihed og stimulering af det indre liv.

Er dette tegn på at den katolske kirke er ved ad dø?
De nuværende bølger af skandaler foregår i vestlige lande, der har vænnet sig til åbne samfund og fri kritik. Blandt de 1.300.000 medlemmer af den katolske kirke, vil disse bølger sandsynligvis kun berøre en fjerdedel og kun føre til maksimalt 50.000.000 menneskers frigørelse fra kirken. Hvis tilsvarende bølger rammer de sydeuropæiske, sydamerikanske og mellemamerikanske lande kan frigørelsen fra kirken gå hurtigere.

Den mest sandsynlige virkning bliver at de stemmer inden for kirken der arbejder for nedbrydning af hierarkisk autoritet, friere meningsdannelse, ophævelse af cølibat og indførelse af kvindelige præster, vil få meget mere medvind. Dette er ikke kirkens dødskamp. Tværtimod er det kirkens mulighed for at overleve, moderniseres, åbne for Kristi genkomst i hjerterne, åbne for flade strukturer og åbne for den nye verdensimpuls, der har vægt på frihed, liv, kærlighed og opstandelse. Denne åbenhed og modernisering kan vi ikke forvente under den nuværende pave, men de kræfter i kirken der ønsker den, bliver nu stærkere.

Om den katolske kirke overlever de næste 100 år afhænger ikke af kirken selv. Det afhænger af visse beslutninger i Verdenslærerembedet. For et par år siden kom der fra åndelig side antydninger af at Verdenslæreren (Kristus Maitreya) snart vil vælge, om der skal satses på en ny verdensreligion uafhængigt af de gamle religioner, eller om der skal satses på en dybtgående reformation af de nuværende religioner, så de i løbet af det 21. århundrede kan åbne sig så meget for Den Nye Verdensimpuls, at de integreres i den globale verdensreligion. Måske er den nuværende krise en ”wake-up-call” til kirken om, at hvis den lader sig reformere nu, så får den lov at overleve ved at gå gennem fase efter fase af transformationer over de næste 100 år.

Hvorfor kunne den katolske kirke være værdifuld også i det 21. århundrede? Fordi den har kontakt langt ind i den brede befolkning i mange lande, og fordi den har nogle dybe rødder i middelalderens mystik, i forståelsen af Kristi kærlighed og i den ydmyghed, der vindes i hjertets smerte. Med andre ord: Hvis visse grene og vildskud kan beskæres, så findes den rod, som startede i påskeugen, og som har givet næring til Frans af Assisi, Padre Pio, Mother Theresa, Maximilian Kolbe og mange andre af menneskehedens pionerer. Og på den rod kan der udfoldes det 21. århundredes nye grene, hvis Verdenslæreren vælger sender tilstrækkeligt mange af sine pionertyper ind i kirken.