Obama og Fogh i den nye verdensorden
- Aktuel kommentar af Asger Lorentsen
8. april 2009

Når problemerne er store og udfordringerne mange, trænges vi ofte op i en krog. Her kan vi enten lade os overvælde af friktion og anspændthed, eller vi kan skifte niveau i bevidstheden til en højere etage, hvor løsningerne er enkle, fordi der er en anden forståelse af problemernes dybere natur, en anden vision for hvor vi skal hen og andre nøgler til at takle udfordringerne. Obama har til fulde bevist i den forløbne uge, at han kan dette trylleri med at skifte til en anden etage, og de løsninger, han finder dér, overrasker de fleste, fordi de er så radikale i forhold til den almindelige etages logik. Men for dem der tænker i idealet om menneskehedens broderskab, er løsningerne naturlige. Det bedste er imidlertid, at for dem der er bevidste om den balance mellem idealisme og realisme, som er den optimale i disse årtier, er hans løsninger tæt på geniale, fordi de både kommer fra den højere etages idealisme og samtidigt indeholder en gennemtænkt realisme, som er anderledes end en blind idealisme. Lad os se på de begivenheder, som har haft B Obama som centerfigur i den forløbne uge.

G 20 landenes nye verdensorden
Da regeringsledere fra de 20 mest omfattende økonomier mødtes i London, var mange politiske kommentatorer skeptiske: Ville det lykkes for USA, Europa og Kina at trække i samme hammel i en situation, hvor der er så store tendenser til protektionisme, fordi hvert land har sine problemer med stigende arbejdsløshed? Og ville det lykkes at skabe en stimulering af de fattige landes økonomi i en situation, hvor hvert land har rigeligt at kæmpe med? Begge dele lykkedes over forventning, fordi Obama valgte den næste etages løsninger:

USA, Kina og EU har nøjagtigt de samme interesser i en global vækst, og dybest set kan der ikke skelnes mellem eget lands økonomi og de andre landes økonomi! Kina, EU og USA er så afhængige af hinanden at hver regeringsleder kan ønske samme vækst for ”modpartens” land som for eget lands vækst! Det giver mindre og mindre mening at snakke om ”mit land” og ”dit land”, for det globale fællesskab er ved at slå så meget igennem på det økonomiske område, at lederne kan støtte hinanden i at skabe vækst i eget land. F.eks. kan Obama sætte sig ind i at være regeringsleder i Kina og ønske at løfte dette lands befolkning og han kunne vække den samme indre forståelse under mødet med Kinas leder.
De fattige landes befolkninger er medlemmer af det globale broderskab, og der må findes nye redskaber til at få dem integreret som fuldgyldige medlemmer med en økonomi, der ikke er styret af udnyttelse eller økonomisk imperialisme. Det første skridt i den retning er at frigøre IMF, det internationale ”pengeinstitut” fra den rå kapitalismes ideologi og fremgangsmåde. Og IMF må ikke længere være en forlænget arm af amerikanske eller multinationale firmaers økonomiske interesser.
Den frie kapitalisme skal underkastes befolkningens eller verdenssamfundets kontrol. Det er menneskene der skal styre kapitalen og ikke omvendt. Det første skridt er at skabe internationale regler, der luger ud i ”kapitalmisbrugeres” mulighed for at trække penge ud af befolkningerne til egen fordel. Her kommer de nye tiltag om at begrænse lederes og børsmægleres kapitaludbytter, og her kommer nye internationale regler, der begrænser kapitaloverførsel til skattely-lande. gennem disse tiltag blev en del af mistilliden til USA's økonomiske udnyttelse af verdenssamfundet fjernet på få timer, og et nyt fællesskab af ligeværdighed blev etableret.

Nato-topmødet og Anders Fogh
Hvorfor støttede B. Obama Anders Fogh i at blive Natos nye generalsekretær? Fordi han ser et potentiale i Anders Fogh, som danskerne ikke ser, med mindre vi husker hans internationale mesterstykke under EU's udvidelse i 1992, og med mindre vi finder den positive tolkning af hans støtte til USA under Bush-regeringen. Lægger vi disse to sammen, så ser vi, at Anders Fogh er en mand der oplever den danske politiske andegård som for lille med dens forudsigelige ”klagen og anklager” fra oppositionens side. Han foretrækker den store scene med det internationale format, han foretrækker de store visioner og idealer om frihed og individualisme frigjort fra autoritære religioners og styreformers tyranni, og han er dygtig til at manøvrere sig frem til at nå de mål som han har sat.

Men har han Obamas format og deler han Obamas visioner og idealisme? Vi må svare nej til begge dele, men Nato-mødet afslørede, at de to har en god kemi mellem sig, og at Obama ser den idealisme i Fogh, som mange danskere ikke tør se, fordi vi hefter os ved de lidelser og friktioner, som er opstået i Foghs eget land pga. ufleksibel blokpolitik, hurtige omstillinger af administration, kommuner og sygehusvæsen, privatiseringer og behandlingen af asylansøgere. Det sandsynlige er, at Foghs kendte beundring for Obama – suppleret med den nye lille hjertegæld over for Obama pga. dennes afgørende støtte under de 45 minutters møde med Tyrkiets regeringsleder – vil gøre Fogh til Obamas højre hånd eller forlængede arm i de vigtigste Nato-initiativer, der fordrer måneders intensive forhandlinger, før de endelige beslutninger kan tages. Og mon ikke Anders Fogh nu har lært at tage andres – herunder de muslimske landes – holdninger alvorligt?

Global sikkerhed uden atomvåben
Den overskrift er en ønskedrøm for alle, der har oplevet truslerne fra den kolde krig i årene 1950 – 1980. Obamas initiativ til nedbringelse og til sidst afskaffelse af atomvåben kom som en overraskelse for alle. Men set i den næste etages bevidsthed er den ganske logisk: Hvis USA skal kunne få international opbakning fra de store spillere – især Rusland og Kina – i kampen for at terrorist-relaterede stater ikke skal kunne få eller sprede atomvåben, kan landet ikke have en dobbelt standard, der siger: ”Vi må godt kunne slå hele menneskeheden ihjel med vore atomvåben, men andre lande må ikke have nok kapacitet til at bombe en by”. Obama ser helt rigtigt set fra det globale fællesskabs univers: ”Der skal gælde samme etiske regler for alle lande, og USA må give afkald på magtanvendelse, der har karakter af nationalegoisme. Kun hvis magten gives til den etisk ansvarlige del af menneskeheden, kan den vinde konsensus i hovedparten af alle befolkningsgrupper og lande.”

På samme måde lader Obama USA træde ud af den rolle at være militær modspiller til Rusland. Dette sker ved at påbegynde ensidig neddrosling af atomvåben og ved at sende et klart signal om at et eventuelt missilskjold ikke er rettet mod Rusland, men at Rusland tværtimod er med til at bestemme om det oprettes: Hvis Rusland er med til at hindre at lande som Iran udvikler atomvåben, og at terrorrister kan få fat i atomvåben, så kommer der ikke et missilskjold i Europa. Det spændende i denne forståelse er, at i den normale politiske etage hører en nations indflydelse i det internationale samfund sammen med bl.a. truslen om at anvende militær eller økonomisk magt. Dette er ganske enkelt hovedreglen i videnskaben om international politik. Men i den nye etage, som Obama repræsenterer, giver han et vist afkald på USA's ledende magt i G 20, i Nato, i magtbalancen med Rusland og Kina og han afstår fra militær indgriben mod Iran. Og netop ved at gøre dette får USA en etisk lederrolle, der vinder international støtte og skaber et nyt samarbejdsklima med USA i en lederrolle: Ved at afgive militær og økonomisk magt får USA etisk magt. Ved at dø som økonomisk-militær magt får USA nyt liv som etisk magt.

I en neo-konservativ ideologi er Obama ved at begå nationalt selvmord, men i verdensborger-idealets verden rejses USA til et nyt liv. Og her kommer det spændende: Måske har de neo-konservative og de gængse internationale spilleregler om betydningen af økonomisk-militær magtanvendelse ret i den verden og i den logik, der herskede indtil for få år siden! Men Obamas succes med at lade USA dø på magtens etage og genopstå på idealismens etage viser, at ledende spillere i verdenssamfundet nu er ved at respektere idealismens magt i den næste etage af menneskehedens evolution. Obama er tydeligvis fuldt ud klar over, at der stadigt er magthavere, stater og terrorgrupper, der kun ser den nye etage som tegn på svaghed, og over for disse lader han ikke USA dø på magtens bevidsthedsplan. Men det afgørende nye i hele menneskehedens historie er, at idealismens magt nu er ved at vise sig stærkere end den militære magt. Hvorfor er den det? Fordi den samler, bygger bro og finder stabile løsninger bygget på gensidige fordele.